Nu har vi vist alle ligget for længe i vores lille corona-puppe. Men som alle andre dyr, der bruger længere tid i en puppe, kommer vi ud smukkere, end da vi lagde os ind i den lange hvile. Nogle har dyrket deres hobby med mani i øjnene, og er vendt ud på den anden side med et skillset som en papirløs håndværker. Andre har læst sig til en ph.d. i lommestørrelse, og så er der dem der har plejet deres ydre.
Er du fortvivlet over, hvad din corona-metier kan være, eller har du det dårligt over ikke at have brugt tiden fornuftigt? Frygt ej, du kan stadig nå et sadle om, mens vi er det her corona-grænseland.
Nye briller
Det er ikke bare sådan lige, når man vil have nye briller. Alle ser dine briller, når de kigger på dig, og dit gamle stel bliver derfor synonymt med, hvem du er. Man forestiller sig også nemt den hån og de mange spørgsmål man skal igennem på kontoret. Det er skolegården om igen. Udnyt situation. Smed mens jernet er brandvarmt. Der er ingen fra kontoret, der kan huske, hvordan dine briller så ud for to år siden. Stik ned i en brillebutik, og køb det par, som har sunget til dig fra udstillingsvinduet som sirenesang, de sidste mange år.
Jakkesæt
Et andet sted, man virkelig kan lege med accessoires, er på jakkesættet. Slips, slipsenåle, seler, bælter. Listen er næsten uendelig. Men her er der virkelig mulighed for at bryde ud af din puppe som den næste Mads Christensen, hvis du før har haft en kedelig stil i et måske lidt for stort jakkesæt. Hvis du ikke før har øjnet muligheden for at gå i jakkesæt, er det nu, du skal bryde ud med slips og skjorte.